Missionen lykkedes, og jeg kan nu officielt kalde mig Ironman!
Men som med alle bedrifter er der lyse og mørke sider af fortællingen, og som regel er det kun den lyse side, der bliver delt. Jeg vil gøre en undtagelse. Så advarsel: detaljer og måske lidt for meget information forude. Lad mig starte med de mørke sider, så historien slutter lyst.
Svømningen var helt forfærdelig. Aldrig har jeg prøvet noget lignende. Ruten var 2 omgange på en 1,9 km lang rektangulær bane langs stranden. Det første problem var, at bøjerne på hver side af banen havde samme farve, og 2-3 gange kom jeg til at svømme efter en bøje på den modsatte side af banen. Det tog lidt tid at opdage, at jeg var på vej i den forkerte retning, og så at korrigere. Så jeg har helt sikkert ikke svømmet den korteste rute.
Så kom kramperne i læggene - noget jeg ellers aldrig har - og jeg havde fornøjelsen af dem i begge ben. Det tog lidt tid og “alternativ” svømning at ryste dem af, så den sidste tredjedel af svømningen var med mere eller mindre passive ben for at undgå kramper. Det gjorde heller ikke noget godt for hastigheden og selvtilliden, og jeg begyndte stille og roligt at tænke på tidsgrænsen for svømningen.
Og så kom det værste. Med 1 km tilbage havde jeg åbenbart fået så meget saltvand indenbords, at det kombineret med let svimmelhed (et kendt symptom, når man svømmer i koldt vand) fik maven til at synes, at nu var det nok. Så jeg kastede op i vandet. Et par “fun facts” i den forbindelse: Ja, man kan godt kaste op med hovedet under vand. Og ja, man kan godt identificere sin morgenmad, når man svømmer igennem den.
Nu havde maven ligesom besluttet, at den ville bestemme det meste resten af dagen, da den tydeligvis ikke mente, at jeg var i stand til at træffe gode beslutninger. Hver gang jeg fik lidt saltvand ind resten af svømningen, markerede maven det, og det blev til opkast to gange mere. Den sidste gang på vej ind langs molen, hvor store dele af publikum stod og fulgte med. 50-100 vidner var lige prikken over i’et på et helt ubeskriveligt dårligt svøm.
Helt ør i hovedet efter næsten 2 timer i vandet kom jeg op og fandt T1. Men jeg var så kokset, at jeg var ved at styrte, da jeg hoppede på cyklen efter mount line. Endnu et proud moment.
Så på tom mave, og uden noget af den energi jeg havde spist og drukket før start, begyndte jeg på de 180 km cykling. Maven ville lige markere sig igen og fortælle, at det sukkersirupstykke vand i min aero-dunk ikke var den ideelle måde at starte en smadret mave op igen. Det var svært at få ned, og det satte en kæmpe begrænsning på energien på cyklen og senere på løbet. Jeg kunne slet ikke træde de watt, som var min plan. Det endte med ca. 6 timers cykling, men i mål kom jeg, fik parkeret cyklen og skiftet cykelsko ud med løbesko.
Og her var det tydeligt, at jeg var mere på hjemmebane. Selvom energien var lav, og jeg basalt set var sukkerkold - og havde været det det meste af cykelturen - kunne jeg finde ind i en rytme på løbet. Igen meget langsommere end de 4:30/km, jeg havde trænet og planlagt efter, men rundt kom jeg, og på det tidspunkt var jeg aldrig i tvivl om, at jeg ville gennemføre. Giv mig et par løbesko, så gennemfører jeg uanset omstændighederne.
Og så de lyse sider - og dem var der trods alt mange af. Hvilket fantastisk stævne. Alt spillede for arrangørerne. Der var styr på alle detaljer, god plads, ingen stress og jag, smukke ruter, godt vejr og et fantastisk publikum. Det var, som om hele Glücksburg var ude på ruten og gav den gas. Og hvilket privilegium det var rent faktisk at få lov til at prøve. Jeg føler mig så heldig!
Jeg er så taknemmelig for alle de søde og opbakkende beskeder, jeg har fået, og for alle dem, der har spurgt ind til det. Hvor er jeg heldig at være en del af et så fedt miljø! Og hvor er jeg heldig at have en familie, der bakker sådan op. Lise og David var med hele weekenden og stod op kl. 4:00 søndag morgen for at se mig tosse rundt i Glücksburg. Og det strømmede ind med søde sms’er på cyklen fra Amanda, der på trods af flytterod havde overskud til at heppe på mig fra distancen.
Jeg gjorde det sgu! Jeg gennemførte! Jeg kan kalde mig Ironman.
| Tid | Fart | Samlet | Køn | Aldersgruppe | |
|---|---|---|---|---|---|
| Svømning (3.8 km) | 1:57:52 | 3:06 min/100m | 224 | 197 | 17 |
| T1 | 0:06:53 | 156 | 133 | 11 | |
| Cykling (180 km) | 6:03:21 | 29.7 km/t | 157 | 144 | 11 |
| T2 | 0:02:02 | 27 | 23 | 3 | |
| Løb (42.2 km) | 4:14:25 | 6:01 min/km | 88 | 75 | 5 |
| Slut | 12:24:33 | 136 | 121 | 8 |
Dokumenter
Comments