Det var en virkelig sjov oplevelse at svømme i Store Økssø, som også bliver kaldt cola-søen, fordi vandet er brunt som cola. Det er en af de reneste søer i Danmark, men på grund af jordbundsforholdene er vandet brunt. Det betyder, at der næsten er helt mørkt under vandet, og jeg kunne faktisk ikke se mine fingerspidser, når jeg strakte armen ud i et crawltag. En meget speciel svømmeoplevelse. Nogle steder var vandet lavt, så jeg skrabede en tå mod bunden. Jeg kunne godt mærke, at den fik en ordentlig tur, men hvad kunne jeg gøre ved det, så jeg fortsatte. Ellers gik svømningen fint. Til sidst svømmede jeg dog lidt forkert, mod startstedet i stedet for der, hvor vi skulle op af vandet, lidt til højre for starten. Kigger man på GPS-ruten for min svømning, kan man se, at jeg starter ud i den forkerte retning, men opdager det og får rettet op.
T1 gik fint, selvom der er ret langt fra søen op til cyklen, så der blev løbet i bare tæer på sten og rødder. Ikke super behageligt, men man bider det i sig, og jeg kiggede med vilje ikke på min ømme tå.
På cyklen gik det fint i starten, og jeg syntes, det kørte rigtig godt. Men tæt på slutningen fik jeg en smerte i baglåret, lidt ligesom en fibersprængning, så jeg ikke helt kunne træde igennem og lavede lidt sjov cykling til sidst. Det blev knap 2:47 på cyklen, og jeg var lidt bekymret for, om det ville gå ud over løbet.
T2 gik flyvende, og baglåret gjorde ikke ondt, da jeg startede på løbet. Jeg lagde ud i ca. 4:20-4:30/km og faldt lidt mod slutningen, men jeg var klart en af de hurtigere på løbet og overhalede en masse på runderne rundt om Store Økssø. Jeg fulgtes med en ung fyr, som lavede sit første tri-stævne. Det var lidt sjovt, for jeg kunne fornemme, at han lå lige efter mig hele vejen og lod mig trække, men til sidst løb han forbi.
Alt i alt en super god dag og et godt stævne. Og så er det fedt at have Lise med som hepper, og at hun gider bruge tid på det. Hvor er jeg heldig!
| Tid | Fart | Samlet | Køn | Aldersgruppe | |
|---|---|---|---|---|---|
| Svømning (1.9 km) | 0:42:23 | 2:13 min/100m | 156 | 134 | 8 |
| T1 | 0:04:44 | 115 | 99 | 6 | |
| Cykling (90 km) | 2:46:51 | 32.4 km/t | 118 | 111 | 6 |
| T2 | 0:02:46 | 57 | 53 | 1 | |
| Løb (21.1 km) | 1:36:20 | 4:34 min/km | 46 | 46 | 3 |
| Slut | 5:13:04 | 78 | 74 | 4 |
Dokumenter
Comments