Vejret var perfekt med sol, men ikke for varmt, og der var mennesker og en helt vild stemning langs hele ruten ind til Boston. Jeg havde overskud i starten, men de berømte rullende bakker arbejdede sig ind i benene, og da jeg nåede Heartbreak Hill til sidst, gjorde det virkelig ondt. Både forlår og baglår var helt smadrede - det kan man tydeligt se på billederne tæt på mål. Alligevel holdt jeg pace og kom ind på 2:58:43. Ikke mit hurtigste marathon, men nok det hårdeste, og jeg er ret stolt af det.

Det største øjeblik var ved start på hovedgaden i Hopkinton. Jeg stod i wave 1 med tusindvis af andre løbere, den amerikanske nationalmelodi blev sunget live, og jagerfly fløj ind over os. Lise var med hele vejen. Hun nåede ud til ca. halvmarathonmærket og alligevel tilbage til Boston for at se mig løbe i mål. En oplevelse for livet, og en jeg gerne vil have igen.